Vi kender alle til at føle, at vi har gjort noget forkert, hvilket opleves særlig forfærdeligt, hvis den, vi har begået uret overfor, er en person, vi holder meget af. Samvittigheden nager, og humøret har svært ved at se op over de grå skyer. Afhængigt af skyldens natur kan skyldfølelsen sænke et menneske ned i depressionens mørke, men af og til kan vi ganske enkelt ikke finde ud af, hvorfor vi ikke kan komme ud af skyldfølelsen, når den først har meldt sig. Det er som om, Plutos lille anklagende djævel på skulderen hænger fast på vores og konstant overdøver englen på den anden, hvis stemme bliver til et ynkeligt piv. Hvorfor kan vi ikke bare holde fast ved, at ting nok skal gå, hvis vi gør mere godt end skidt?

Dårlig samvittighed

Skyldfølelse vil de fleste af os sandsynligvis beskrive som noget i retningen af oplevelsen af dårlig samvittighed eller lavt stemningsleje som følge af at have gjort noget, vi godt ved, er forkert. Personligt tror jeg, at Gud har lagt samvittigheden i os som et gavnligt fingerpeg om, at vi skal standse op og se på, hvordan vi lever vores liv – om vi har prioriteterne i orden og lever efter dem – og samvittighedens virke er derfor et sundhedstegn på, at man er et velfungerende menneske, der ikke er blevet kølig overfor etisk sans. Overordnet set er det derfor ikke sundt at ignorere den dårlige samvittighed, uanset hvor ærgerligt det er at tænke på ens egne fejl. Hvis man forsøger at komme over en skyldfølelse uden villigheden til at håndtere selve skylden, bliver den allerhøjst fejet under gulvtæppet for at dukke op igen på et andet tidspunkt.

Her er det altafgørende at bemærke forskellen på skyld og skyldfølelse. Skyldfølelse indikerer ikke nødvendigvis en skyld. Følelser er drilske og ikke til at stole på som moralsk vejviser, og skyldfølelse er netop ikke andet end det: en følelse.

Skyld og hvad vi skal gøre ved den

Man har en skyld – er nogen noget skyldig – hvis man har foretaget en overtrædelse af noget. Dette kan eksempelvis være Guds bud, en grundlov, eller et sæt uskrevne regler for, hvordan man bør leve og agere, eventuelt i henhold til en persons eget etiske ideal. Disse tre hovedtyper af overtrædelser er af forskellig oprindelse og har forskellig slags konsekvenser, men håndteringen af skyldfølelsen er overraskende ens. Det første og største, man bør sætte sig ind i, er, om der er tale om en reel skyld. Hvis ikke, er skyldfølelsen i sig selv irrelevant, og man er derfor pludselig i besiddelse af et effektivt værktøj til bearbejdning af skyldfølelsen.

Hvis der på den anden side er tale om en reel skyld, er den første nøgle til at komme over skyldfølelsen at betale skylden. Dette kan lyde enormt banalt, men de fleste af os lever i en uvillighed til at intellektuelt erkende vores skyld, selvom samvittigheden ikke lader os glemme den. Det kræver ydmyghed at fuldt ud erkende en skyld, og ydmyghed er ikke en tendens i det naturlige menneske. Vores vilje og tanker er langt mere obstanatiske. I de åbenbare og ligefremme sager som overtrædelse af en offentlig lovgivning er betalingen af skylden enkel, idet skyldens størrelse ofte er givet med loven, om end betalingen muligvis ikke er let. Det kedelige, men også befriende, faktum er, at man i rigtig mange tilfælde slipper for en dårlig samvittighed, hvis man er villig til at tage straffen som en bredskuldret mand. Det letteste er faktisk ofte at tage selve straffen – det svære er at være ydmyg nok til at erkende, at man har fortjent den. Vi vil langt hellere kunne klappe selvet på skulderen og sige ‟du er god nok”. Faktum er, at vi er fejlbarlige, og at det er retfærdigt, at der forefindes straf for en overtrædelse. Hvis nogen sætter ild til dit hjem og derved ødelægger alt i det, vil du formentlig være enig med lovgivningen i, at brandpåsætteren for det første bør erstatte det ødelagte, hvis muligt, og dernæst bør tage sin straf i henhold til lovgivningen. Det føles bare rigtig ærgerligt, når man skal erkende, at samme princip er retfærdigt, når det er én selv, der er lovovertræderen.

Skyldens oprindelse

I tilfældet af en personlig etisk standard er skylden en fluktuerende og udefinerbar størrelse, eftersom de fleste ikke tænker over, hvor deres standarder kommer fra, eller hvad de konkret består i. Dette gør sig særligt gældende hos dem, som ikke tror på eksistensen af en gud og derfor heller ikke en overordnet gældende moralsk standard. Man reagerer ofte på nogle jag i samvittigheden, man ikke selv er herre over, hvilket i bedste etiske og praktiske fald bliver til personlig bedring ud fra en moralsk standard, man tilskriver evolutionen. Problemet med denne standard er, at den vil være forskellig fra person til person, fordi der ikke er nogen overordnet retningslinje, og hver persons moralske standard er i så fald lige så gyldig som naboens, selvom dennes potentielt ser markant anderledes ud. Det vil uvægerligt skabe problemer på grundlag af simpel uenighed om, hvad det rette er. Man har samtidig svært ved at argumentere for, at en given moralsk standard skulle være bedre end en anden, ved hjælp af en regel om, at en handling er moralsk rigtig, så længe den ikke skader andre, skader færrest muligt, eller gavner mere end den skader: hvem skal bedømme, hvad der er skadeligt for hvem? Konsekvensen er ofte mere forvirring end løsning, og i værste fald store konflikter.

I de tilfælde, man erkender, at man ikke er i stand til at forbedre sig, forsøger man bare at tænke på noget andet – altså at feje sagen under gulvtæppet, indtil man er blevet så vant til at høre på den, at man bliver immun overfor dens lyde, ligesom med et tog, der er kørt forbi ti gange i timen de sidste femten år. Hvor håbløst dette lyder, er det ofte konsekvensen af at have et sæt personlige moralske leveregler, som ikke er grundlagt på Bibelens ord og løfter. Det senmoderne samfunds løsning er, at man skal tænke positivt om sig selv. ‟Du er god nok” blev terapeuternes skulderklap til befolkningen, som lod sig forblinde af den hyggelige løsning på de kedelige emner skyld og straf. Det åbenlyse problem ved denne feel-good-strategi er, at det ikke fjerner skylden. Det behandler udelukkende symptomerne i stedet for sygdommen og er derfor blot endnu et tilfælde af, at man fejer problemet under gulvtæppet. Men det kontinuerligt lave stemningsleje er et lysende og tyngende bevis på, at samvittigheden ikke lader sig narre.

Skyld over for Gud

En kristen har sin moralske standard givet i det, vi anser for at være Guds ord. Heri findes både moralske retningslinjer og påbud, som har at gøre med Gud og medmennesker. Skyldens størrelse er derfor i mange tilfælde – om end ikke i alle – lige så ligetil som for et samfunds lovgivning: mennesket træder ved siden af en standard, der er nedskrevet sort på hvidt. Der er blandt kristne uenighed om, hvor ofte det fejler og hvorfor, men ikke om, at alle fejler. Ergo har alle som udgangspunkt en skyld overfor Gud, så snart man er blevet gammel nok til at være opmærksom på sin samvittighed og tænke abstrakt over sine valg.

At få sin skyld over for Gud ud af verden er lige så ligetil, men alligevel ikke let. Det er overordentligt ligetil, fordi betalingen allerede er foretaget: Jesus blev villigt det perfekte offerlam, som udgød sit blod for at rense mennesker fra deres synd ved at tage straffen for dem. At man muligvis ikke kan begribe, at Jesu død skulle til som betaling for verdens synder, er egentlig ikke relevant – og personligt tror jeg ikke, at noget menneske ærligt kan sige, at de forstår det fuldstændigt. Faktum er, at Gud igennem hele Bibelens historie har krævet offer af et rent, levende væsen som straf for overtrædelse af hans lov og standard, og Jesus gav sig selv villigt som dette offer, der ville gælde for alle mennesker, til alle tider. Hvis man er kristen og har taget imod Jesus som sin personlige frelser og fremdeles lider af skyldfølelse over for Gud, har man ikke forstået og indtaget dette ordentligt: Gælden er betalt. Jesus betalte den, så den er ekspederet væk for evigt og altid.

Grunden til, at det ikke opleves som let, er formentlig, man har svært ved at erkende, at man ikke selv kan bibringe med noget for at nå den tilstand, der skal til for at blive blåstemplet af Gud. Årsagen er altid menneskelig stolthed, men den kan vise sig på flere måder:

1)  Manglende erkendelse af skyldens eksistens. I en verden, hvor psykologerne og medierne bilder os ind, at vi alle har fortjent et eller andet, er det blevet lettere kunne slå sig til ro i en bred lænestol med tanken om, at vi er ‟gode nok”. Dette gør sig oftest gældende for dem, der helst ikke vil anerkende Guds eksistens. Der bliver dog sjældent defineret, hvad vi er gode nok til, og menneskets overordnede manglende vilje til at erkende, at det ikke er god nok i relation til Guds standard, er et så kolossalt problem, at mange decideret vælger helvede som den evige destination for at kunne give sig selv lov til at leve nogle få år i løssluppenhed på Jorden. Dette er i allerhøjeste grad tragisk, men så stort er menneskets problem med arrogance. ‟Øjet i det høje” fremstår for det naturlige menneske som en irriterende big brother, der dikterer, at man ikke kan følge sine lyster i hvad end, den leder til. Man lader derfor med velvillighed hangen til det forbudte regere og vælger at vende det døve øre til, som har lyttet til det forbipasserende tog i femten år.

Det kan desværre også være et problem for en kristen. Vi er ikke immune overfor Djævelens forsøg på at bilde os ind, at det, der står i Bibelen, egentlig betyder noget andet. Hvis vi godt kan lide synd, vil vores natur gerne lytte til det.

2)  Manglende erkendelse af, at straffen er taget. Selvom vi eventuelt har erkendt, at vi ikke er gode nok, og har modtaget frelsen i Kristus, forsøger vi ofte stadig som kristne at arbejde os til accept hos Gud – hvilket viser, at vi hænger fast i tillid til os selv i stedet for til Jesu offer. Intellektuelt ved vi godt, at egne anstrengelser ikke kan frelse os: der står jo trods alt i Bibelen, at ‟af lovgerninger bliver intet menneske retfærdiggjort over for ham” (Rom 3,20). Vi gør det ubevidst. Fordi mange af samfundets strukturer er bygget op på ‟hver mand er sin egen lykkes smed”, er vi blevet vant til at arbejde os til det, vi ønsker at opnå.

I den åndelige verden er alting bare omvendt. Gud beder os ikke om at gøre noget, der leder til frelse og helliggørelse, som han ikke allerede har gjort for os, så vores opgave er at stole på ham i den praktiske udførelse deraf. Det er mindre relevant, om vi oplever os selv som fiaskoer. Gud ser på os som sine elskede børn. Grunden til, at vi har svært ved at overlade alt til ham, er (igen), at vi helst vil kunne klappe os selv på skuldrene for at have bidraget til noget godt. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er her et eller andet sted, så overvej følgende: ser du ned på andre, som ikke synes at være lige så gode kristne som dig? I så fald er du faldet i stolthedsgrøften på dette område. Hvis du ikke er stolt over, hvor langt du selv er nået, fordi du er klar over, at det er Jesus, der har fuldbragt værket, vil du heller ikke se ned på andre. Skylden er betalt for dit vedkommende, og den er ligeledes betalt på vegne af naboen, der ikke gider klippe sin hæk, og for bænkevarmeren i kirken, der ikke betaler tiende.

Kampen med skyldfølelsen

To ting er særligt gavnlige at vide i kampen for at få skyldfølelsen til at fordufte: størrelsen af Guds nåde i forhold til syndens plet, og hvorfor vi oplever samvittighedsproblemer:

Guds nåde og vores synd

Da Jesus tog al synd på sig, da hans blod blev udgydt på korset, kom det ikke bag på Gud. Gud havde planlagt dette, før verdens grundvold blev lagt, fordi han vidste, at Adam og Eva ville falde i fristelsen og derfor bringe synd ind i menneskets natur som en magt, mennesket ville have svært ved at slippe ud af. Guds egen intention var at sende en frelser, der kunne løse mennesket fra dets gæld på grund af synd, for så kunne relationen mellem mennesket og Gud genetableres og hans Hellige Ånd bo i mennesket og være dets daglige hjælper. Det er væsentligt at forstå, at Gud, hvis standard vi bliver bedt om at overholde, selv har bragt midlet til at overholde den ned til os: Jesus har renset os for al synd, og Helligånden tager bolig i enhver troende, som lader sig overgive til Gud, med det formål at være vores daglige styrke, hjælp og trøst. Skyldens størrelse var afgjort i Guds tanker, dets gæld betalt, og derfor er skyldfølelse aldeles irrelevant. Det er kun en følelse – der er ikke længere tale om en reel skyld for den, som har valgt Jesus som frelser – og den bliver derfor kun siddende, så længe vi endnu ikke helt har indtaget den viden, at Gud har fjernet gælden.

Brændende pile

En af grundene til, at vi konstant bliver påmindet om vore tidligere fejltagelser, som skaber skyldfølelse, er, at Djævelen konstant minder os om dem. Gud har en modstander, som i sin arrogance ville være større end Gud (Ef 6,10-16), og hans mål er nu at enten synke os ned i mismod, så vi opgiver håbet om nogensinde at blive tilgivet af Gud, eller at trække os ind i arrogance, så vi føler, at vi slet ikke har behov for Gud. Uanset taktikken er hans våben løgn. Han er udmærket klar over, at Jesus har renset enhver af sine efterfølgere fra deres synder, og at han selv som Guds modstander derfor ikke har retsgyldige anklagepunkter over for os. Hans eneste våben er derfor løgn.

Til gengæld er han god til det. Ligesom Gud kender vore tanker, blander Djævelen sig også i dem. Hvis han ikke kan bilde os ind, at vi ikke har brug for Gud, forsøger han at bilde os ind, at vi ikke har fortjent Gud. Sidste del har han ret i. Sagen er blot den, at det er irrelevant. Gud tænker ikke på, om vi har fortjent ham eller ej, lige så lidt som vi tænker over, om vore børn har fortjent os. Vores fokus er på vores relation til børnene, og hvordan de har det, og ligeledes er Guds fokus på vores forhold til ham: hvordan vi har det; hvad vi beskæftiger os med; hvad vi laver sammen med ham. Jeg har ikke ønsket at få børn, fordi jeg vil have nogen, der vil prise sig lykkelig over at kende mig, men fordi, jeg ønsker det tætte fællesskab, man har med dem, man er i nærmeste familie med. Jeg tror personligt, at Guds fokus ligeledes er på den glæde, vi har i samværet med hinanden.

Djævelens taktik er at få os til at tænke noget helt andet og helst bilde os på ærmet, at vi er så uværdige til Guds nærvær, at vi holder os langt væk fra hans øjne. Hans anklager bliver kaldt for brændende pile (v15), fordi han er særdeles god til at pege på de ting i vore liv, som gør særligt ondt på vores samvittighed. Samtidig er han totalt ligeglad med, hvor ondt det gør, så vi skal ikke påregne, at han undlader at sende gift afsted, så længe han stadig er prinsen af denne verden. Det væsentlige for ham er, at vi mister troen, for det er den, der frelser os. Derfor er det væsentlige for os at vide og tro – og i tunge tider at minde os selv om – at Jesus har betalt gælden, og at vi derfor rent faktisk ikke skylder Gud noget. Vi skylder Jesus en evig taknemlighed, men vi kan kaste skyldfølelsen ad Djævelens jagtmarker til og minde ham om, at vi ikke længere har nogen gæld. Fordi Jesus som den eneste var ‟god nok”, er alle hans efterfølgere rensede, frigjorte og skyldfrie.

Må Gud velsigne dig i din gældfrie vandring med ham.