Vi ved fra beretningen fra Markus-evangeliet, at Bartimæus får det, han beder om – ligeledes siger Bibelen, at den, som beder, får. Alligevel oplever vi gang på gang, at vore bønner synes ubesvarede. Hvorfor vil egentlig Gud have, at vi beder, og hvorfor sender han os ikke svar, når vi så rent faktisk gør det?

Bartimæus sad ved vejen og tiggede, da Jesus var på vej ud af Jeriko med sine disciple. En stor skare af mennesker fulgte Jesus – Bartimæus havde hørt alle historierne om ham fra de mange rejsende, der drog ind og ud af Jeriko hver dag. En konstant larm tiltog, som når romernes heste i store flokke kom tættere på, og støvet fra vejen begyndte at kildre i hans næsebor. Bartimæus lyttede til larmen, men kunne ikke se optøjerne, eftersom han var blind, men der var ingen tvivl om, hvad der foregik. Han rystede lidt støv af sin kappe, som landede samme sted, de havde landet hver dag de sidste mange år. Da han fornemmede, at skaren nu var tæt på, råbte han ud, ‟Jesus, Guds søn, se i nåde til mig!” Han råbte flere gange. Han var nødt til at være sikker på, at Jesus hørte ham, og der var en højlydt summen af snak og råb i luften i forvejen.

Han råbte igen. Flere af følgerne råbte vredt tilbage til Bartimæus, at han skulle være stille. De truede ham endda. ‟Hvis du ikke stopper nu, får vi dig flyttet langt væk!” Bartimæus vidste godt, at det ville være ensbetydende med, at hans i forvejen spinkle levebrød ville forsvinde, men han vidste, at det muligvis ville være nu eller aldrig. Han tog modet til sig og råbte endnu højere. ”Jesus, Davids søn, vær barmhjertig mod mig!”

Da stoppede Jesus op og larmen fra skaren stilnede en anelse. Bartimæus kunne mærke sin puls stige. Pludselig kom nogle af dem hen og sagde: ‟Vær ved godt mod, stå op. Han kalder på dig.” Mændene tog hans arme, men Bartimæus næsten sprang op og kastede sin kappe fra sig. Hans hjerte synes at lave bobler af glæde, da han gik med dem hen til Jesus. Han skulle rent faktisk møde Jesus!

Jesus spurgte ham: ‟Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?”

* * *

Vi ved fra beretningen fra Markus-evangeliet (ovenstående er min fiktive beretning om hændelsen), at Bartimæus får det, han beder om – ligeledes siger Bibelen, at den, som beder, får. Alligevel oplever vi gang på gang, at vore bønner synes ubesvarede. Hvorfor vil egentlig Gud have, at vi beder, og hvorfor sender han os ikke svar, når vi så rent faktisk gør det?

I beretningen findes mange interessante detaljer, som – med tanke på, hvordan Guds væsen er – er sandsynlige egenskaber ved den form for bøn, Gud svarer på, og heri ligger også indirekte svar på, hvorfor Gud nogle gange svarer, som han gør.

Den første interessante detalje er, at Jesus overhovedet spørger Bartimæus om, hvad han gerne vil, at han skal gøre for ham. Jesus er Guds søn, og mange skriftsteder bekræfter, at Jesus kendte tankerne i menneskene omkring ham, så der var ingen åbenlys grund til, at Jesus skulle spørge ham om, hvad han ville. Jesus vidste godt, hvad Bartimæus ville svare. Alligevel spørger han ham.

Vi ved, at herefter udtrykker Bartimæus sin længsel efter at kunne se, og at Jesus giver ham synet tilbage. Med andre ord: Bartimæus får konkret, øjeblikkeligt svar på sin bøn.

Man kan godt forlades til at tænke: “Sikke en chance! Gud selv spørger Bartimæus, hvad han gerne vil, at der skal gøres for ham. Jeg gad godt at kunne fortælle Gud, ansigt til ansigt, hvad jeg gerne vil have, at han skal gøre for mig!” Vi har faktisk samme mulighed. Bøn er Guds store tilbud til os, og han spørger lige så meget i dag: “Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?” Men hvis Gud ved, hvad vi gerne vil have, idet han kender alle sind, følelser og tanker, hvorfor spørger han så – hvorfor inviterer han os til at bede om det?

Hvorfor skal vi bede?

At Gud ønsker, at vi skal udtrykke vores ønsker, handler om følgende: For det første ved Gud, at det er vigtigt for os, at vi erkender vores afhængighed af ham, ikke kun i nødssituationer, men igennem hver dag, hele livet. Når vi har erkendt, at vi ikke kan klare skærene selv og beder ham om hjælp, bliver vi ofte selv mere bevidste om vore afhængighed af ham og hans hjælp. Det er gavnligt for os selv at have denne konstante erkendelse, så vi hele tiden vender tilbage til ham, når vi har et behov, i stedet for at vænne os til at søge tilfredsstillelsen et sted, som blot bringer os tomhed eller smerte på længere sigt.

For det andet handler det om at have en basis for, at Gud rent faktisk kan give os svar. Der var ikke nogen tvivl om, hvad Bartimæus ville, da han havde udtrykt det. Det er ikke fordi, Gud ikke forstår, hvad vi mener, hvis ikke vi er præcise nok. Det er fordi, vi ofte ikke forstår hvem, der har æren for svaret. Hvis vi har været præcise i forespørgslen til Gud, er vi ikke i tvivl om, at det er Gud, der giver svaret, når vi får det præcise, vi bad om. Vær specifik i bønnen. Èt, vi i hvert fald kan være sikre på, er, at vi ikke får bønnesvar, hvis vi ikke beder. Det er ikke Guds vilje, at vi skal gemme og glemme vores ønsker på bunden af ønskebrønden i vores tanker. Et ønske bliver først til en bøn, der kan besvares, når den er udtrykt, hvad enten det udtrykkes med eller uden lyd.

For det tredje er bøn til Gud befriende for vores sind. Bibelen siger, at hvis vi kommer frem for ham og udtrykker vores ønsker med taksigelse, vil Guds fred, som overgår al forstand, bevare vores tanker og følelser i ro og tryghed hos ham. Én side ved bønnens magt er at give os fred. Gud beder os om at kaste alle vores bekymringer på ham. Kaste! Ikke bare lægge dem stille og ydmygt. Gud vil meget gerne give os af sin fred, og det sker oftest kun ved, at vi kommer frem for ham i bøn med vores tanker af alle slags.

Bøn som relationelt medium

Det eneste aspekt, jeg vil fremhæve, som ikke fremgår med tydelighed i beretningen om Bartimæus, er et af de allervigtigste: Gud vil, at vi skal udtrykke vore bønner, fordi det er en væsentlig del af at dyrke vores forhold til ham som vores far. Gud ønsker ikke, at vi hovedsageligt skal dyrke ham som skaber af universet, men som vores far, som vi kan have en kærlighedsfyldt relation med. Gud har primært skabt os til et sådant fællesskab med ham, og bøn er en stor del af vedligeholdelsen af dette fællesskab – ikke så meget for hans skyld, men for vores skyld, fordi vi bliver mere opmærksomme på, at han er en del af vores liv, når vi taler med ham.

Personligt tror jeg, at en stor del af årsagen til, at vore bønner forbliver ubesvarede er, at vi bruger Gud som en konto, hvorfra der kan trækkes bekvemmeligheder, når vi har lyst til dem, i stedet for at komme til Gud på grund af Gud selv. Gud ønsker, at vi skal være optagede af ham som den person, han er. Han elsker os med en lidenskabelig kærlighed, og jeg tror, at han smertes, når vi udelukkende kan afse tid til ham, når vi har ønsker, vi gerne vil have opfyldte. Misforstå mig ikke: Gud vil af hele sit hjerte gerne give os det, vi længes efter, og særligt når det ovenikøbet drejer sig om vores fundamentale behov, som eksempelvis kærlighed og anerkendelse. Eller vigtige, akutte behov som helbredelse fra alvorlige sygdomme eller styrke til at gå i en stor bue udenom synd. Men kristendom handler ikke primært om, hvad vi gør, eller hvad der sker omkring os, men om forholdet til Gud. Tro handler ikke primært om tro på, hvad Gud kan gøre, men om tro forstået som tillid til ham, og det indebærer at kende ham. At komme tæt på hans hjerte. Bøn skal primært være en måde, hvorpå vi kommer tæt på Gud ved at udøse vore hjerter og tanker for ham – og det vil selvfølgelig indeholde alle sider af os som mennesker: Taksigelse og ønsker, taknemmelighed og tvivl, længsler og frygt. Vær ikke bange for at gå til Gud med alt det, der ligger dig på hjerte og læsse det af hos ham. Han har ret brede skuldre.

Bønnens arbejdsredskaber: Bed uden at ophøre og tro uden at tvivle

Dette er to af de allervigtigste principper i forbindelse med bøn, og de er glimrende illustrerede her. Der står, at Bartimæus råbte til Jesus. Han har formentlig direkte skreget. Der var hundredevis af mennesker omkring Jesus på dette tidspunkt, og Jesus var hele tiden udsat for mennesker, som ville have hans opmærksomhed. Bartimæus var dermed nødt til bruge sine lungers fulde kraft for at overdøve en skare af mennesker, som oven i købet stod op, mens han sad ned.

Desuden blev han truet til at tie stille. Selvom ovenstående trussel er fiktiv, står der, at han blev truet – hvilket kun giver mening, hvis det var med noget, der ville have en negativ konsekvens for ham. Men Bartimæus vedblev, og der står, at han råbte endnu stærkere. Han lod sig ikke styre af frygt. Af og til kan en portion desperation være gavnligt. Hvis Gud holder svaret på dine bønner tilbage for en tid af årsager, som kun han kender, skal du ikke blive mismodig: Det er ikke ensbetydende med, at han ikke vil svare dig. Vedbliv at råbe til Gud. Hvis Gud har lagt en sag på dit hjerte, kan du være sikker på, at han vil svare dig, hvis du ikke giver op.

Det er vigtigt først og fremmest at have tro til, at Gud formår at svare på dine bønner. Bartimæus tvivlede ikke på, at Jesus kunne helbrede ham. Der står, at han smed sin kappe, da Jesus kaldte ham til sig. Denne kappe var hans tiggerkappe, og han smed den allerede, før Jesus havde set ham ansigt til ansigt og stillet ham det famøse spørgsmål. Bartimæus var ikke i tvivl om, at hans bøn ville blive besvaret, og at hans liv fra nu af ville blive markant anderledes.

Dette indebar også en tro på, at Jesus ikke bare kunne, men også ville. På grund af Jesu død og det faktum, at han tog menneskers synd på sig, kan vi have fuld frimodighed, når vi kommer frem for Gud. Vi behøver ikke at komme til ham med hagen hængende på brystkassen og samvittigheden tyngende som en dødsdom. Bibelen siger, med Frimodighed. Eller, sagt på anden måde: Med et frit mod og en åndelig styrke, der ikke er (eller behøver at være) styret af frygt eller tvivl.

Det kan måske synes som et uopnåeligt mål at kunne tro uden at tvivle. De fleste af os får af og til et snert af tvivl om, hvorvidt Gud nu virkelig har tænkt sig at svare på vore bønner. Husk på, at det ikke har med størrelsen af din tro at gøre, men fastheden af den, og Gud bruger tit bøn til at styrke vores tro – både igennem at vente med at svare og derigennem styrke vores udholdenhed i bøn, og til dels igennem svar på konkret bøn, hvor vi ikke er i tvivl om, at det var Gud, der agerede på vores vegne. Han har allerede ageret på vores vegne i sin frelseshandling af vores sjæl og klargøring af os til evigheden sammen med ham – hvorfor skulle han ikke ønske at give os alt andet, vi har brug for, sammen med dette?

Modstand under bøn

Bartimæus oplevede stærk modstand, da han råbte ud til Jesus, og det vil vi også gøre af og til. Der var tre kategorier af personer omkring Bartimæus, da han ville tale med Guds søn: ham selv, Jesus og dem, der truede ham til at holde mund. De samme tre kategorier er ligeledes ofte til stede, når vi gerne vil tale med Gud. Satan, vores modstander, kan tale til dig, mens du forsøger at være optaget med at tale til Gud: Han kan fylde dine tanker med alt muligt, der vil distrahere dig fra bøn. Han kan bilde dig ind, at sagen er for lille til, at Gud gider bryde sig om den, eller at du ikke har opført dig godt nok til, at Gud vil tage sig af din sag. Eller at Gud ganske enkelt ikke bryder sig nok om dig. Vores egen bekvemmelighed kan også komme i vejen for, at vi er villige til at være vedholdende i bøn. Bartimæus blev helt sikkert bombarderet med pile af tvivl, sandsynligvis forstærket af modstanden fra mængden. Han hørte truslerne, men han valgte at fortsætte med sin bøn og sin forespørgsel, og det stoppede Jesus i hans bane fremad. Ikke med det samme – det skete først efter en serie af udråb, hvor hans vedholdenhed blev testet midt i trusler og øredøvende larm. Bibelen har mange eksempler på bøn, der ikke blev besvaret ved første forespørgsel, men først ved udholdenhedens og desperationens fasthed – men så kom svaret også. Faktisk var tilfældet det, at da Jesus kaldte på ham, blev de mennesker, som havde truet af Bartimæus, bedt om at hjælpe ham! Sikke en sejr for Bartimæus. Gud dækker et festmåltid foran vore fjenders åsyn, hvis vi holder ud i den tro, at han allerede har sejret for os.

Ubesvaret bøn

Alle sådanne bibelske anvisninger er naturligvis ikke ensbetydende med, at Gud giver os alt det, vi beder om, hvis vi beder korrekt. Bøn skal ikke forstås som en præstation i teknikker og sindstilstande, som forpligter Gud til at give os noget, hvis vi agerer perfekt. Eller som – hvis vi ikke får bønnesvar – derfor er ensbetydende med, at vi så ikke har bedt godt nok.

Jeg tror på, at Gud elsker os og af hele sit hjerte gerne giver os både hvad, vi har brug for, og en stor portion åndelig og sjælelig velvære derudover. Hvilke omsorgsfulde forældre giver ikke gerne sit barn alt det, vi overhovedet formår? Men hvis vi er gode forældre, tager vi også i betragtning, hvad der er hensigtsmæssigt for barnet, og det samme gør Gud: I kærlighed kan han også svare nej – uanset om vi i situationen forstår hans bevæggrunde eller ej. Salmisten og kongen David på hans gamle dage kunne sige, at han aldrig havde set de retfærdige forladte eller hans afkom tigge om brød – altså, Gud sørger for os. Men deri ligger også, at Gud giver os det, vi har behov for, og det kan sommetider være anderledes end det, vi tror, vi har brug for. Både jeg og min mand har flere gange fået svar fra Gud enten som et klart ‟Nej” eller et ‟Ikke lige nu”, for at det sidenhen skulle vise sig, at Gud ville noget, der var langt bedre for os. Også selvom vi ikke nødvendigvis var enige med Gud, da han sagde nej.

Nåde

Det sidste, jeg vil nævne fra beretningen om Bartimæus, er indledningen til hans bøn: “Forbarm dig over mig.” Jeg tror, at Jesu hjerte smeltede, da Bartimæus råbte dette. “Se i nåde til mig.” Der er ikke noget, Gud hellere vil. Han er ivrig efter at hjælpe os. Hvem af os som forældre vil ikke gerne hjælpe vore børn, når de i ærlighed om deres utilstrækkelighed beder os om hjælp? Der er noget i vores natur, som forårsager, at vi føler trang til at hjælpe dem, som har brug for og beder om det. På samme måde og endda endnu stærkere er den fuldkomnes kærlighed og nåde, af hvilken årsag han i den nye pagt har givet os muligheden i Kristus. Af og til venter Gud blot på, at vi indser det.

Må dine inderlige, vedholdende bønner blive besvarede i den kommende tid, på grund af Guds nåde.